Mandag d. 2/10-06
Så er det så sandelig på tide med en lille opdatering om livet her på Vestre Ringgade
- der sker nemlig ting og sager, som slet ikke er bekendtgjort her på siden endnu.
Først en hurtig beretning fra hverdagslivet. Lise kæmper en kamp mod tiden for at blive
færdig med sit speciale til december - meget spændende om det er tiden eller Lise, der vinder!
Efter en drastisk, men absolut ikke fortrudt beslutning om at skifte emne, begyndte hun forfra
på et nyt speciale i august. Hvis deadlinen skal overholdes betyder det derfor et speciale produceret
på turbotid - 4½ måned max. Jacob har også ret travlt. Han afslutter sit phd.-projekt til maj næste år
og begynder skrivearbejdet på afhandlingen efter nytår. Det betyder, at det er NU, hvis han skal nå flere
forskningsmæssige resultater. Uffe stortrives stadig. Snakker som et vandfald - og sætningerne bliver
længere og længere. For tiden overrasker det os gang på gang, hvad han efterhåden tænker og udtrykker.
F.eks. sagde han i går til moster Jane, da hun skulle til at hjem: Kommer snart og besøger dig. Helt uden
opfordring og uden at vi havde snakket om det tidligere. Pommes fritten bliver snart 2 år - d. 16. okt.
Og så er der jo det fjerde familiemedlem, som ligger og bobler inde i Lises mave. For dem som ikke skulle
vide det, skal Uffe være storebror omkring nytår. Vi glæder os meget - måske på nær Uffe, som nok ikke
rigtig har fattet, hvad det går ud på. Selv om han godt ved, at der er en baby i mors mave, og at han skal
være storebror. Men lur mig om han ikke får lidt et chock, når han opdager, at der kommer en lille skrigende
baby og skal bo hos os. Som I måske kan tænke jer, er det pga. af spiren i maven at Lise så frygtelig gerne
vil være færdig med speciale i december.
Og så var det jo sådan, at Jacob først på sommeren var på knæ foran sin skønne frk. Lise, som med glæde
takkede ja til frieriet - og brylluppet stod i lørdags d. 30. sept. Vi havde en meget dejlig dag, som vi
aldrig vil glemme. Først var vi en tur på rådhuset og derefter havde vi inviteret den nærmeste familie til
frokost på Restaurant Skovmøllen. 14 var vi i alt. Selv om det var en mikrobryllupsfest manglede intet - taler,
sange, ris, bryllupskage, brudevals og nå ja, såmænd også rørte tårer fra såvel brud som brudgom. Se billeder
fra festivitasen i galleriet.
Lise