banner

Lørdag d. 11/3-2006: 5 dage til vi skal hjem!

Ja, tiden nærmer sig, hvor vi skal tilbage til Danmark. Jeg er sindsygt utålmodig og dagene snegler sig en anelse afsted for tiden. Kunne det dog ikke snart blive torsdag! Vi afbrød vores ferie i Californien efter kun en lille uge, da vi alle blev syge. Noget influenzalignende med høj feber og Uffes resulterede tillige i en gang mellemørebetændelse, som det tog noget tid at få bugt med. Hans penicilin er nu begyndt at virke, og han har det fint igen. Men vi brugte altså en uge her i Tempe på at være syge og meget trætte. Oven på det er vi meget klar til at komme udenfor vores lillle hjem og lave lidt sjovt. Men nærmest for første gang mens vi har boet her, regner det. Det står ned i stænger, har gjort det hele dagen og skal vist også gøre det i morgen. Så tager vi da bare på et museum, tænkte vi. Det var en stor succes, da vi var på flyvemaskinemuseum i San Diego. Men i morges da vi satte os ud i bilen, ville den ikke starte, og nu har vi vist nok erklæret den død. Det sker efter at der på turen hjem fra Californien gik koks i gearene (det gik nu i sig selv igen), at en dims i motoren i tirsdags gik i stykker og måtte udskiftes, og at den er begyndt at gå i stå, mens vi kører. Med mange tegn fortæller den os, at den ikke kan mere, og vi vil ikke bruge flere penge på at reparere den. Ærgerligt at vi ikke fik salgspenge i hus, men godt at den har været os trofast nærmest helt til det sidste. Men det betyder altså, at vi kun kan komme frem og tilbage på gåben eller med bus, hvilket sætter en del begrænsninger. Museumsbesøg er i hvert fald droppet. Havde vi bare haft regntøj og gummistøvler, havde vi taget Uffe med ud at hoppe i vandpytterne. I stedet har vi i dag danset og hoppet i puder, plasket i vand i en balje ude i køkkenet, vakset vinduer og persienner og bagt kage (Uffe ville dog hellere have en banan!) Alt i alt meget hyggeligt, men Uffe har nu noget svært ved at få tiden til at gå, når han ikke kan komme ud.

Vi nåede heldigvis at have en dejlig ferie, så længe det varede. Vi kunne rigtig godt lide San Diego, og havde nogle skønne dage der. Los Angeles fik vi ikke set så meget af - faktisk kun Veniche Beach og Santa Monica pier/beach. Men den virkede som en noget mere rå by end San Diego. Var vi ikke blevet syge, var vi nu nok taget hjem før tid alligevel. Vi erfarede at det er ret hårdt, som familie at bo på både hostel og motel. I San Diego boede vi på et skønt hostel med dejligt fælleskøkken og udendørsfaciliteter, hvor man kunne lave mad og sidde at hænge ud. Det var et fedt sted for Uffe, hvor der var plads til han rendte rundt og der

var endda en stor kasse med diverse traktorer, lastbiler osv., som han kunne lege med. Til gengæld var det nærmest umuligt at få lidt alene-familie-tid, da vores værelse var så småt, at vi nærmest kun kunne være derinde alle tre, når vi lå i vores senge. Vi trængte altså til lidt privathed, da vi drog fra San Diego. Derfor var et motelværelse i LA fint i et par dage. Det blev dog hurtigt trængt, fordi der ikke var særlig meget plads for Uffe at bevæge sig på. Alt i alt var vi altså indstillet på at vi nok ikke orkede 2½ uge på den måde, men det var dog heller ikke vores plan at tage hjem så tidligt, som det blev. Men skidt med det. Hverken Jacob eller jeg er præget af ærgerlse over at ferien ikke gik som planlagt. Vi har hele tiden været indstillet på ikke at stresse rundt for at nå at se så meget som muligt, men koncentrere os om primært at have det rart sammen. Den tilgangsvinkel har måske hjulpet. I hvert fald kan målet sige at være nået, for vi havde det rigtig dejligt. Så skidt med det andet. Det var helt sikkert et stort hit, at vi kom hjem, så vi kunne være syge hjemme i stedet for på et motel. Det ville dælme have været hårdt og træls.

Nu er der så kun tilbage at håndtere utålmodigheden, hygge os på trods at regnen (som vi vel ligeså godt kan vænne os til igen - den er jo ikke ligefrem sjælden i DK) og når vi kommer lidt nærmere torsdag gøre rent og pakke vores sager. Og så tager vi afsted. Willy (Jacobs far) møder os i Kastrup d. 17. marts når vi lander, og sammen tager vi toget til Fyn for at tage den første overnatning hos Jacobs forældre. Søster Jane og familie, som er på sjælland næste weekend, vil også stå i lufthavnen og give velkommen-hjem knusere. Jeg er sikker på, at det bliver meget svært at give slip på dem igen, når vi skal videre. Heldigvis er de så ikke så langt væk mere, og vi vil kunne ses snart igen. D. 18 tager vi til Århus, hvor mor og far efter planen vil komme på besøg. Det bliver så helt ubeskriveligt skønt at se dem igen. Og det var så det USA-eventyr.

Lise