Onsdag d. 22/2-2006: 3 dage tilbage!

Ja, så er der simpelthen kun tre dage til, at Jacob stopper med at arbejde på Biodesign Institute på Arizona State University. Tak og farvel bliver det, og så tager vi Crysleren og drøner mod det sydlige Californien - i første omgang San Diego - derefter Los Angeles og Santa Barbara. Vi glæder os vanvittigt. Håber dytten holder til denne sidste prøvelse - men mon ikke det går. Den har da kørt langt før. Kommer den tilbage til Phoenix i god stand, har vi den afsat. En af Jacobs kollegaer vil gerne købe den. I førset omgang havde vi den afsat til en anden af hans arbejdskammersjukker. Til én, som havde fået stjålet sin netop indkøbte bil. Den anden dag ringede politiet så og fortalte, at bilen var fundet i god stand. Æv, for os. Men trylle, trylle - der gik ikke mere end en halv time, før en anden sagde, at han gerne ville købe den - helt uden at have set den. Når vi har kørt i den et halvt år, kan han sikkert også, mente han (han er også udenlandsk "besøgende" på instituttet). Nå, ja - sådan kan man også købe bil!

Når jeg er steder og gør ting nu, er jeg begyndt at tænke: "Mon det er sidste gang, jeg gør det?". Sidste gang i parken, på legepladsen, på biblioteket, i Scottsdale. Sidste gang jeg snakker med dem eller kører her. Jeg bliver ikke ligefrem sentimental af at tænke på det, men alligevel er det lidt spøjst. Selv om det aldrig er kommet til at føles som "hjem" her i Tempe, har vi jo alligevel haft en hverdag, nogle rutiner og yndlingsteder. Kommer givetvis til at savne noget af det, men tror først det vil gå op for mig hvad, når vi er tilbage i Danmark. Tror f.eks, jeg vil komme til at savne at handle i "Food City", som er sådan et mexicansk discount supermarked. Ikke det mest fornemme eller velassorterede supermarked, men personalet er simpelthen så søde. Hilser og snakker altid - og de er helt tossede med Uffe, så han får som regel lige et niv eller to i kinderne. Det bliver sikkert sådan nogle helt basale ting, som vi ikke rigtig tænker over nu, vi kommer til at savne. Og det er da også lidt trist, at skulle sige farvel til alle dem, vi har mødt her. Selv om ingen er blevet nære venner, er nogle af dem blevet rigtig gode bekendte.

Sidste onsdag blev Uffe passet af Deepa og Mourdly (de indere, som har passet ham før), og Jacob og jeg var ude at spise. Vi havde endnu ikke været ude at spise på et steakhouse, og det synes vi ikke kunne passe. USA er vel kendt for sine kæmpe store bøffer. Vi havde en rigtig skøn aften. Den startede med at vi kom frem til restauranten og opdagede, at vi havde glemt vores pas. Det var ikke så godt, for de er ofte ret krakilske med at se id, når man skal købe spiritus,