Mandag d. 23/1-2006: Så har vi besøg igen
Så er vores sidste gæst inden hjemrejsen ankommet. Jacobs gymnasiekammerat Kristian kom torsdag aften og bliver til man. d. 30. Da Jacob arbejder alle hverdage, er det med at de får udnyttet weekenderne til at lave noget sammen. Det har indtil videre resulteret i, at de fredag aften efterlod Uffe og mig alene hjemme, og selv drønede mod det allernordligste Arizona, og det der hedder Monument Valley. Jeg må indrømme, at jeg var en anelse misundelig. For det første gad jeg rigtig godt til Monument Valley - det skulle være fantastisk flot. For det andet ville det være meget, meget skønt bare en enkelt gang at tage på tur uden Uffe. Men denne gang var det altså Jacob, der fik muligheden for det, og jeg må væbne mig med tålmodighed til, at jeg bliver sådan priviligeret en anden gang. Sikkert først når vi kommer hjem.
Kan kort berette at de havde en god tur med modifakationer. Kristian startede fredag aften med at få dårlig mave - med hans egne ord stod det ud både den ene og den anden vej. Han var først helt på toppen igen op ad dagen lørdag. Lørdag nåede de både at se Monument Valley og Canyon de Chelly. Planen var at køre til Sedona på turen hjem søndag. Men, men, men.... Midt ude i ingenting begyndte det at ryge voldsomt op fra motoren. Oh ve og klag - var den gamle Chrysler nu brændt sammen? Heldigvis kom en flink politimand forbi. Han ringede til en der kunne komme og hente dem, og køre bil + Jacob og Kristian til den nærmeste lille by. Da det var søndag, var det dog umuligt at få mekanikeren i denne lille bitte flække til at kigge på bilen. Heldigvis havde politimanden spurgt, om der var antifrostvæske i kølervæsken. Der var jo altså rigtig koldt - ned til -15 grader om natten. Det tænkte gutterne så lidt over, kiggede i motoren og hvad man nu ellers gør (???) og konkluderede, at det sagtens kunne være det, der var problemet. Med ny type kølervæske begyndte de en anelse nervøse at køre mod den nærmeste større by - Flagstaff. Og det gik forrygende! De kom endda
hele vejen til Phoenix uden problemer (droppede dog turen til Sedona) Pyha, sikke et held at den gode gamle chrysler ikke havde tænkt sig at svigte os. Den skulle bare behandles ordentligt.
I løbet af ugens løb vil Kristian, Uffe og jeg kigge lidt på Phoenixområdet. Kristian tager endvidere på en endagstur til Grand Canyon med et turselskab. Næste weekend, når Jacob igen kan være med, tror vi, at vi tager til Sedona og en tur ud af Apache trail.
Ellers kan jeg berette, at vi forrige weekend var en tur på skadestuen med Uffe. Han havde i et par dage haft særdeles svært ved at sove - både om natten og om dagen. Havde svært ved at falde i søvn og vågnede mange gange og græd. Vi havde flere teorier i gang om, hvad det kunne være. Mandag efter en meget kort eftermiddagslur græd han ustyrligt og hjerteskærende. Så vi bestemte meget hurtigt at lægen ikke kunne udskydes længere - nu måtte vi have ham undersøgt. Da det var helligdag (Martin Luther King-dag) havde lægerne dog lukket, og da der ikke findes noget der svarer til vagtlægeordningen i Danmark, drønede vi på skadestuen. Her blev der konstateret mellemørebetændelse, hvilket også havde været vores eget gæt. Uffe er nu på penicilin (noget lyserødt stads med jordbærsmag, som han elsker) og har det helt fint igen. Så fik vi også lige brugt vores forsikring til noget.
Lise